Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Principper for Børneinstitutionen Broparken

Principper for Børneinstitutionen Broparken

Hverdag i Broparken

I Broparken arbejder vi i mindre grupper, både i vuggestuen og i børnehaven. Vi tænker alle vores læreplans temaer ind i en dagligdagskontekst og ser muligheder for læring gennem leg om vi så arbejder med kommunikation/sprog, krop/sanser/bevægelse eller et af vores andre 6 læreplanstemaer. 
Vi planlægger aktiviteter og sammensætter børnegrupper til de daglige aktiviteter, hvor vi giver børnene en overskuelig ramme til at udvikle sig og danne relationer i. Målet er at alle børn føler sig som en aktiv del af fællesskabet og oplever at blive set, hørt og anerkendt.

Morgen

Vi åbner kl. 6.00 mandag til fredag, på Sommerfuglene i vuggestuen. Kl. 6.30 går børnehavebørn og børnehavevoksne i egen afdeling. Mellem klokken 8.00-8.30 fordeler vi os ud på egne stuer.
Om morgenen har vi fokus på at igangsætte flere rolige aktiviteter, så alle får lov at lande og starte dagen på bedste vis. Det er vigtigt for os, at alle børn kommer godt ind i huset, føler sig set og får en morgen hilsen, når de bliver afleveret. Det er også her du som forælder har mulighed for en kort snak med personalet og kan give et par ord med om, hvordan jeres morgen er forløbet. 

Formiddag

Klokken 9.00 holder vi samling, hvor vi synger sange, læser bøger og snakker om dagen. Her spiser vi lidt brød, samt frugt/grønt og får lidt at drikke, inden vi fordeler os ud i mindre grupper, hvor der laves forskellige aktiviteter. Det kan for eksempel være, at vi går på legepladsen, bruger kroppen på Torvet, går på tur i nærområdet til eksempelvis stadionsøen, biblioteket eller en gang imellem Zoologisk Have, er kreative, synger, danser eller leger på stuen.
Vi deler altid børnene op i mindre grupper, da vi oplever at det giver større nærvær, deltagelsesmuligheder for alle og bedre betingelser for at fordybe sig. Vi bruger aktivt hverdagsrutiner som en base for det pædagogiske arbejde og ser udviklingspotentiale i alt fra pusling til boldlege. 

Frokost

Klokken 11 serverer vi frokost. Det pædagogiske måltid er et vigtigt samlingspunkt for os, hvor vi snakker om maden, hvad vi har lavet om formiddagen og hvad vi skal lave senere. Vi øver motoriske og sociale færdigheder, når vi hjælper med at rydde af, rækker skåle videre og lytter til hinandens fortællinger.
Vi har i Broparken udarbejdet principper for vores pædagogiske måltid, som medarbejderne arbejder ud fra.  
Efter frokost sover vuggestuebørnene, og de børnehavebørn der har brug for det, middagslur. Vi registrerer børnenes søvn i Aula. De børn der ikke sover middagslur i vuggestuen samles på Sørøverne og de børn, der ikke sover middagslur i børnehaven går på legepladsen og leger. På legepladsen tilbydes der både vokseninitierede lege og der er mulighed for børnenes egen fri leg.

Eftermiddag

Klokken 14 eller i takt med, at børnene vågner, spiser vi eftermiddagsmad. Vi bruger aktivt eftermiddagen på leg og aktiviteter, hvor vi understøtter barnets egne initiativer og følger deres spor. Mellem klokken 15.30 og 16 samler vi os på færre stuer eller går på legepladsen. Vi siger pænt farvel til hinanden og overleverer information til jer forældre om, hvordan dagen er gået. Vi siger tak for i dag og på gensyn, og gør meget ud af, at vi får en god afslutning på dagen.
Vi lukker klokken 17.00 mandag til torsdag, og fredag lukker vi klokken 16.00.